Samværsordninger 7/7 for barnets eller forældrenes skyld?
I min tid som Familieretsadvokat oplevede jeg desværre alt for ofte børn, der var i klemme mellem forældrene grundet manglende samarbejde og forståelse omkring
barnet. Årsagerne er mange, men de mest sete er ofte:
Vrede mod den anden part, jalousi når far eller mor får ny kæreste, uenighed om bodeling, opfattelse af at begge forældre har krav på at have barnet boende lige meget
(7/7), eller misforstået ønske om at kunne styre og bestemme over sin tidligere kæreste/ægtefælle.
Frivillige aftaler i mindelighed:
Når forældrene i en samlivssituation, der bringes til ophør aftaler samvær som 7/7, kan det af barnet opleves som en rigtig god løsning hvor forældrene er enige om skilsmissen og fortsat har en rigtig god dialog og et nært samarbejde omkring barnet. I sådanne situationer klarer forældrene selv at løse problemer omkring samvær og bopæl uden om det offentlige system.
Forudsætning for succes:
Det er dog en forudsætning for at 7/7 kan fungere, at barnet kan trives med at skifte bopæl hver 7. dag, hvad voksne næppe ville byde sig selv.
Aftaler under pres:
Imidlertid indgås en række aftaler omkring 7/7 ofte under pres og måske manglende viden om hvad der er bedst for barnet. Det opleves, at sådanne aftaler lever i årevis med barnets mistrivsel til følge. Meget ofte er barnet i en loyalitetskonflikt over for forældrene og ofte kan der være tale om direkte manipulation af barnet, der presses til at udtale sig til fordel for den ene af forældrene blot for at få fred.
Barnets mistrivsel kommer oftest til udtryk i skolen med mange forsømmelser og mistrivsel i klassen.
Et eksempel på dette fra retspraksis forelå til afgørelse i en byretsdom fra Retten i Frederiksberg i 2020, ændret af Østre Landsret ved anke af afgørelsen.
Problemstillingen er kort fortalt følgende:
Et forældrepar ophævede samlivet efter 1½ år og praktiserede en 7/7 samværsordning i ca. 7 år over en søn. Mor havde fortsat bopælen. Parterne havde et meget højt konfliktniveau og samarbejdet omkring barnet var nærmest ikke eksisterende.
I 2018 blev sagen indbragt for Statsforvaltningen (nu Familieretshuset), hvor der som en midlertidig løsning aftaltes en prøveordning med samvær for far i en 9:5 ordning.
Under en senere børnesamtale i Familieretshuset giver barnet klart udtryk for at han trives rigtig godt med 9:5, men det fremgår ligeledes at barnet er i klemme og presses i en loyalitetskonflikt mellem forældrene.
Sagen indbringes for Familieretten:
Sagen indbringes af far for Familieretten, og det fremgår af en børnesamtale i Familieretten, at barnet er glad for den nuværende 9:5 ordning, at belastningsgraden af
barnet er høj og at barnet er i en loyalitetskonflikt over for far.
Familierettens dom:
Familierettens dom forekommer derfor noget overraskende, idet der henvises til Forældreansvarslovens §§ 1-4 (der træffes afgørelse ud fra hvad der er bedst for barnet) og at retten i øvrigt mener, at det er bedst med lige meget samvær hos forældrene, da dette tidligere har været praktiseret i 7 år før den aftalte prøvetid i 2018. Derfor fastslår retten, at der fremover skal være samvær som 7/7 med fortsat bopæl hos mor.
Østre Landsret:
Mor anker sagen til Østre Landsret, der tager udgangspunkt i børnesamtalen, hvor barnet klart giver udtryk for at trives godt i en 9:5 ordning, hvorfor Familierettens afgørelse ændres til 9:5.
Konklusion:
Det er svært ikke at have sympati for denne afgørelse hvor Landsretten lægger betydelig vægt på barnets fremstilling og ikke vægter forældrenes fremstilling som det primære.
Sven Brouer Seedorff
Juridisk konsulent.
