Mange lønmodtagere har ifølge kontrakt eller overenskomst ret til, at en bestemt del af den månedlige løn indbetales på en pensionsopsparing.

Der er oftest tale om, at arbejdsgiveren indbetaler 8-10 % og at der hos lønmodtageren trækkes en “egenbetaling” på mellem 4-5 %.

De månedlige pensionsindbetalinger kan derved variere alt efter hvilken aftale parterne har indgået, og hvor meget lønmodtageren tjener.

Oftest vil den ansatte skulle have arbejdet på arbejdspladsen i 3 måneder – svarende til prøvetiden – inden arbejdsgiveren vil begynde at indbetale til en pensionsordning.

Desværre sker det ikke sjældent, at arbejdsgiveren forsømmer at få oprettet den ansatte, således at pensionsindbetalingerne foregår automatisk. Dette betyder selvfølgelig, at arbejdstager oplever at få mere udbetalt end han egentlig er berettiget til, da heller ikke egenbetalingen trækkes inden lønnen kommer til udbetaling.

Når fejlen opdages vil arbejdsgiveren i de fleste tilfælde kræve, at den ansatte skal tåle, at der bliver tilbageholdt en stor del af den næste månedsløn for at rette op på de manglende pensionsindbetalinger.

Dette synes at være meget logisk, men vær opmærksom på, at Højesteret har fastslået, at en arbejdsgiver ikke er berettiget til at tilbageholde “for meget udbetalt løn”. Arbejdsgiveren skal derfor indbetale både lønmodtagerens og arbejdsgiverens andel af de manglende pensionsindbetalinger. Lønmodtageren opnår herved reelt dobbelt betaling. Har ansættelsesforholdet været af lang varighed kan der være tale om rigtig mange penge.

Bliver du som lønmodtager mødt med et krav om, at din arbejdsgiver vil tilbageholde en del af din løn for at afhjælpe manglende pensionsindbetalinger, bør du rette henvendelse til en advokat for bistand til afklaring af problemet.